Svendefejring af Jesper

Tillykke til Jesper Baunsgaard, som blev svend med et 12-tal!

Lagt online: 06.04.2017

Den 17 marts blev Jesper Baunsgaard, elev i Projekt og Systemforvaltning, færdigudlært som datatekniker med speciale i programmering. Dagen begyndte med en overdådig brunch-anretning på Selma Lagerløfs vej, hvor kollegaer, primært fra Jespers egen afdeling, var mødt frem for at fejre Jesper og hans store dag. En måneds tid før havde Jesper fået veloverstået sin svendeprøve med et flot 12 tal til følge. En opgave som han i øvrigt løste i gruppe med afdelingens anden dygtige datatekniker-elev Daniel Otkjær.

Efter at have fået fyldt ganerne med lidt godt fra tag-selv bordet, blev der holdt et par taler, samt uddelt gaver, som var indkøbt til lejligheden. Efter traktementet, trak alle sig tilbage på deres kontorer, inklusiv Jesper, som nu kunne kalde sig Svend!

I sin tid i ITS har Jesper primært fungeret som udvikler i RES gruppen, men han blev for et års tid siden på det nærmeste head-huntet til ITS, i forbindelse med det berygtede app-projekt, hvis succesfulde færdiggørelse Jesper havde en stor andel i!

Jesper trådte ind i det nyoprettede app-team, som på det tidspunkt bestod af fire AAU-studerende, udviklere og en projektleder og var dermed den eneste uden AAU-forforståelse. Heldigvis var det ikke en hindring; med en høj grad af faglighed og selvsikkerhed i forhold til hvad skal der til for at få en app i gang, var Jesper i særklasse et aktiv for teamet.

Som det er for vane i ITS er Jesper heldigvis efterfølgende blevet ansat i en tidbegrænset 3 måneders periode, så afdelingen får glæde af hans kompetencer et stykke tid endnu, hvor han skal bruge tiden sammen med RES gruppen på at videreudvikle nogle af de mange spændende opgaver som ligger og venter forude.

Stort tillykke til Jesper!