Vellykket åbent kontor-arrangement i IdM-projektet

D. 25. april havde IdM-projektgruppen inviteret ITS til åbent kontor med information, demoer af løsningen og tid til spørgsmål og gode snakke i relation til projektet.

Lagt online: 15.05.2018

I løbet af dagen var der god aktivitet, og omkring 30 medarbejdere fra ITS kiggede forbi for at få en god snak med projektgruppens IdM-specialister, arkitekter, systemforvaltere, test manager, konsulenter mm.

Udover at mange af de besøgende ITS’ere fik svar på spørgsmål og fik indblik i den nye løsning, der kommer, så var arrangementet også givtigt for projektgruppen.

- Vi havde rigtig mange gode snakke med de besøgende kolleger om den nye løsning, hvad gevinsterne er, hvordan planen for projektet ser ud, og hvordan løsningen spiller sammen med de nye persondatakrav. Vi fandt også ud af, at vi fx med fordel kan have nogle kolleger fra SUP med i vores referencegruppe, fordi de har nogle rigtig gode brugerperspektiver, der repræsenterer AAU bredere, end kun lige de brugere, der sidder decentralt, som vi allerede har med i referencegruppen, fortæller projektleder Lotte Bonderup.

Projektgruppen oplevede generelt, at de ITS’ere der kom på besøg, var meget nysgerrige, engagerede og spørgelystne og vil bestemt gerne opfordre andre projekter til også at invitere til åbent kontor.

Havde du ikke muligheden for at komme forbi IdM-projektet til åbent kontor d. 25. april eller har du supplerende spørgsmål, så er du altid velkommen til at kigge forbi hos projektgruppen på Niels Jernes Vej 14, lokale 4.205 eller kontakte projektleder Lotte Bonderup eller systemforvalter Helle Harken Larsen.