AAU FORSKERE SÆTTER VERDENSREKORD I BRUDSIKKERT GLAS

AAU FORSKERE SÆTTER VERDENSREKORD I BRUDSIKKERT GLAS

En ny type glas med særlige egenskaber har sat verdensrekord. Ph.d.-studerende Kacper Januchta og vejleder professor Morten M. Smedskjær fra AAU har spillet en afgørende rolle i designet af det nye glas, som udviser den højeste modstandsdygtighed overfor revnedannelse, der nogensinde er rapporteret i litteraturen for oxidglasmaterialer og som tilmed kan produceres på industriel skala. Opdagelsen er gjort i samarbejde med forskere fra University of California – Los Angeles, Rutgers University, Corning Inc. og Polish Academy of Science, samt Lektor Lars R. Jensen fra Institut for Materialer og Produktion ved AAU.

Resultatet er en del af det forskningsprojekt, der sidste år blev tildelt en bevilling på 10 mio. fra VILLUM FONDEN

 

 og som netop er blevet publiceret i det førende materialetidsskrift Chemistry of Materials. Formålet med projektet er at opnå en bedre forståelse af glasmaterialers modstandsdygtighed over for brud, da dette er af afgørende betydning for en række nuværende og fremtidige anvendelser.

Vi har vist, at den høje revnefasthed skyldes glassets evne til at ændre og tilpasse sin atomare struktur, når det udsættes for store kræfter, eksempelvis som når en telefon falder ud af lommen og lander på asfalt. De lokale strukturændringer forbruger en stor del af den påførte kraft og glasset kan nemmere overleve en påvirkning uden at danne revner. Vores nye viden åbner således op for at kunne designe endnu stærkere og brudfaste glasmaterialer fremover, siger Kacper Januchta.

DONATION FRA DET OBELSKE FAMILIEFOND

Forskerne forventer, at deres verdensrekord i ridsefasthed snart bliver overgået af dem selv eller andre inden for feltet. I den forbindelse er de stødt på et paradoksalt problem, nemlig at glassets modstandsdygtighed er så stor, at de ikke længere kan måle det på det eksisterende udstyr. Til at overvinde denne udfordring har de fået støtte fra Det Obelske Familiefond til indkøb af nyt udstyr.

Støtten fra Det Obelske Familiefond vil blive brugt til indkøb af en 38DL+ Ultrasonic Thickness Gauge fra Olympus samt en CB500 Micro Module Mechanical Tester fra Nanovea. Det nye udstyr består af en avanceret ultralydsmåler samt en hårdhedsmåler, der til sammen kan give information om materialers stivhed, hårdhed og brudsejhed. Målingerne foregår ved, at en skarp diamant spids påføres et forudbestemt tryk, hvilket skaber et permanent indtryk i materialet, der observeres ved hjælp af optisk mikroskopi. Størrelsen af indtrykket afgør materialets hårdhed, mens eventuelle revners længde og antal er afgørende for materialets modstand mod brud og ridser.

GEVINST FOR BÅDE FORSKERE, STUDERENDE OG SAMARBEJDSPARTNERE

Morten M. Smedskjær glæder sig over de mange fordele ved det nye udstyr, som kommer både forskere, studerende og samarbejdspartnere til gode.

Ved hjælp af udstyret kan vi nu forbedre vores målinger væsentligt i forhold til funktionalitet og sensitivitet, ved for eksempel at udvide det trykområde, hvori vi kan foretage målinger. Desuden kan vi udvide vores forskning til eksempelvis nye grupper af ultra-ridsefaste glasmaterialer, som vi ikke tidligere har haft mulighed for at studere med vores nuværende hårdhedsmåler og på den måde tiltrække nye samarbejdspartnere, udtaler Morten M. Smedskjær.

Det Obelske Familiefonds støtte til Aalborg Universitet er på i alt 309.564 kr., som vil blive suppleret med en tilsvarende investering fra Det Teknisk-Naturvidenskabelig Fakultet på Aalborg Universitet.

FAKTA:

  • Link til artiklen
  • VILLUM FONDEN er en almennyttig fond, der støtter teknisk og naturvidenskabelig forskning samt miljømæssige, sociale og kulturelle formål i ind- og udland. I 2016 uddelte VILLUM FONDEN 902 millioner kr. VILLUM FONDEN er stiftet i 1971 af civilingeniør Villum Kann Rasmussen - grundlægger af bl.a. VELUX A/S og andre firmaer i VKR Gruppen, der har til formål at bringe dagslys, frisk luft og et bedre miljø ind i menneskers hverdag. VILLUM FONDEN er hovedaktionær i VKR Gruppen. Læs mere om VILLUM FONDEN på www.veluxfoundations.dk
  • Det Obelske Familiefond er stiftet i 1956. Fondet er erhvervsdrivende og almennyttigt og har aktiemajoriteten i C.W. Obel A/S. Fondet støtter initiativer til fremme af udvikling og beskæftigelse i Nordjylland. Det sker gennem årlige tildelinger til forsknings- og uddannelsesmæssige samt kulturelle formål. Læs mere om Det Obelske Familiefond på www.obel.com

KONTAKT:

Ph.d.-studerende Kacper Januchta, Institut for Kemi og Biovidenskab, AAU, E-mail: kja@bio.aau.dk
Professor MSO Morten Mattrup Smedskjær, Institut for Kemi og Biovidenskab, leder af forskningsgruppen for Oxide Glass Chemistry, E-mail: mos@bio.aau.dk
Pressekontakt Camilla Kristensen, Institut for Kemi og Biovidenskab, AAU, E-mail: cakr@bio.aau.dk

Nyheder fra aau.dk

Se listen