Gratis foredrag og kurser på Folkeuniversitetet i Aalborg

Gratis foredrag og kurser på Folkeuniversitetet i Aalborg

Som medarbejder eller studerende på Aalborg Universitet kan man ganske gratis deltage i Folkeuniversitetets mange tilbud i Aalborg – nyt efterårsprogram er klar.

Lagt online: 25.08.2017

Hør et foredrag med modtageren af Den Store Publicistpris, Lone Frank. Deltag i en forelæsning om den norske succes-serie SKAM, eller bliv opdateret på den nyeste viden om motion og idræt.

Det er blot nogle af de mange tilbud, som Folkeuniversitetet i Aalborg står bag i efteråret, og som medarbejder eller studerende på AAU har man mulighed for at deltage gratis i de mange arrangementer.

Folkeuniversitetets sekretariatsleder, Kristian Møller Andersen, opfordrer ansatte og studerende til at gøre brug af tilbuddet, fordi der er mange spændende arrangementer på programmet. Interessen for Folkeuniversitetets arrangementer er stor, men kunne sagtens være endnu større, og Kristian Møller Andersen mener, at årsagen er manglende kendskab til Folkeuniversitetet.

Foredrag, kurser og forelæsninger på Folkeuniversitetet spænder vidt inden for disse emner:

psykologi
sundhed
kunst og arkitektur
historie
ledelse, kommunikation og pædagogik
sprog og grammatik
litteratur
filosofi og religion
musik og teater
kultur, sociologi og samfund
naturvidenskab
natur- og kulturrejser

Forskere fra AAU er blandt foredragsholderne, men eksperter fra en lang række andre institutioner kommer også på besøg.

Du kan se hele Folkeuniversitetets program her. 

Hvis du som ansat eller studerende vil melde dig til, skal du være opmærksom på tilmeldingsproceduren. På Folkeuniversitetets hjemmeside skal man i forbindelse med tilmelding vælge menupunktet ”specialaftaler” nederst på siden og indtaste AAU´s aftalekode, som dette efterår er: 17-546

VILKÅR FOR AFTALEN MELLEM FOLKEUNIVERSITETET OG AAU

På en del hold med deltagerbegrænsning vil et begrænset antal pladser være til rådighed for AAU-ansatte/-studerende. Her gælder dog først-til-mølle princippet.
Der er mødepligt til de hold, som du tilmelder dig. Såfremt du alligevel skulle blive forhindret, bedes du melde afbud til Folkeuniversitetet hurtigst muligt, så pladsen kan afhændes til anden side.
Såfremt der er forplejning inkluderet på holdet, opkræves dette direkte af dig som deltager med kr. 100 pr. dag.
Såfremt der er bøger / materiale inkluderet på holdet opkræves værdien af disse direkte af dig som deltager.
Medarbejder ID / studienummer og navn vil blive kontrolleret via personalekontor / studiekontor på AAU.