Michael Toft Overgaard ny institutleder på Institut for Kemi og Biovidenskab

Michael Toft Overgaard ny institutleder på Institut for Kemi og Biovidenskab

Professor Michael Toft Overgaard tiltræder 1. marts 2018 som institutleder på Institut for Kemi og Biovidenskab. Han afløser Henriette Giese, der bliver professor emerita.

Lagt online: 16.02.2018

Michael Toft Overgaard tiltræder den 1. marts 2018 som institutleder på Institut for Kemi og Biovidenskab.  Han er et kendt ansigt på instituttet, hvor han i dag både er professor og viceinstitutleder. Han afløser institutleder gennem mange år, Henriette Giese, der overgår til en rolle som professor emerita.

Michael Toft Overgaard blev ansat som lektor på Aalborg Universitet tilbage i 2008, og i 2014 blev han udnævnt til professor. Før han kom til Aalborg Universitet har han slået sine folder på Aarhus Universitet og Stanford University Medical School. Han ser frem til den opgave, der venter forude.

- Jeg glæder mig til, at jeg nu får lov til at stå i spidsen for et enormt spændende og stærkt institut. Instituttet performer allerede rigtig godt, men jeg ser også et stort potentiale i at udvikle instituttet til at klare sig endnu bedre og tage imod de udfordringer, der kommer i fremtiden. Udover en stærk uddannelsesportefølje har instituttet flere forskningsmiljøer, der er af international særklasse, og det er helt centralt, at vi fastholder vores position der. Og så har jeg tiltro til, at vi kan bringe flere miljøer i samme retning, siger Michael Toft Overgaard.

Dekan Mogens Rysholt Poulsen ser frem til, at arbejde sammen med Michael som institutleder.

- Jeg er meget glad for, at vi har fundet en institutleder, der udover den ledelsesmæssige erfaring også har sine fødder solidt plantet i forskningen. Det er vigtigt, at den person, der skal tegne instituttet udadtil også har forståelsen for, hvordan det ser ud indadtil. Men den erfaring Michael kommer med, tilfredsstiller han det til fulde, siger dekan Mogens Rysholt Poulsen.

Michael Toft Overgaard fortsætter i funktionen som viceinstitutleder, indtil han tiltræder som institutleder den 1. marts 2018. Her vil han også træde ind i ledelsen for Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet.