AAU mødte gymnasieelever på KarriereTanken i Aalborg

AAU mødte gymnasieelever på KarriereTanken i Aalborg

Der blev taget forskud på de kommende åbent hus-arrangementer ved torsdagens uddannelsesmesse på Aalborghus Gymnasium. Her havde 2. og 3.g elever mulighed for at lære mere om en række uddannelser - deriblandt uddannelserne på AAU.

Torsdag formiddag er gymnasieelever fra Aalborghus Gymnasium og Aalborg Katedralskole samlet til uddannelsesmessen, KarriereTanken (link). Arrangementet på Aalborghus Gymnasium gav elever mulighed for at høre om blandt andet AAU’s uddannelser og nuværende studerendes erfaringer.

- AAU er til stede for at gøre os synlige for eleverne og kvalificere deres studievalg. Vi skal gerne kunne lokke elever til at deltage i de kommende åbent hus arrangementer, og gøre 2.g’erne opmærksomme på mulighederne for at komme i praktik på universitetet til efteråret, siger studievejleder og kommunikationsmedarbejder Astrid Louise Bogner.

Stor interesse om gruppearbejde  

Ved arrangementet deltog tre studerende fra AAU, som eleverne kunne stille spørgsmål til og høre personlige erfaringer fra. En af de studerende var Joachim Daus-Petersen, der læser teknoantropologi. Han oplevede en stor interesse fra eleverne.

- Flere elever, jeg har snakket med, kender en del til AAU og PBL. De er opsøgende og virker reelt interesserede i at høre mere om universitetet. Nogle har også en interesse i bestemte uddannelser, som de overvejer at starte på efter gymnasiet, siger Joachim Daus-Petersen.

Trine Andersen Harder, der går i 3.g på Aalborghus Gymnasium, er en af de mere afklarede elever. Hun ved allerede nu, at hun direkte efter gymnasiet skal læse til kemiingeniør på AAU. Hun har ikke overvejet at læse andre steder end på AAU, men hun har alligevel en vis usikkerhed omkring sit valg.

- Jeg har som sådan ikke noget problem med gruppearbejde. Men jeg er stadig nervøs for, om jeg vil komme i en god studiegruppe, eller om jeg skal bære hele læsset selv, siger Trine Andersen Harder.

Den opfattelse er ikke ny for Astrid Louise Bogner. Det er et af de oftest stillet spørgsmål fra eleverne.

- Eleverne er meget nysgerrige i forhold til, hvordan gruppearbejdet foregår på universitetet. Udfordringen for os er at fortælle dem, at gruppearbejde på universitetet er noget andet, end det de kender fra gymnasiet, siger Astrid Louise Bogner.  

Gode råd gives videre

En del af dagens program bestod af oplæg af 20 minutters varighed. Ved oplæggende kan eleverne høre mere om, hvordan uddannelserne er opbygget, og hvad det vil sige at studere på de forskellige uddannelser. Fra AAU var det Emilie Aasborg, som delte ud af sine erfaringer. 

Da hun selv gik i gymnasiet, var hun usikker på valg af uddannelse, fortæller hun. Efter et sabbatår begyndte hun på globale forretningssystemer, men skiftede senere til erhvervsøkonomi.

- Det har selvfølgelig konsekvenser at skifte uddannelse, men I skal vide, det er ok at fortryde sit valg, sagde Emilie Aasborg til gymnasieeleverne

Selvom det kan virke langt væk for en 2.g’er at vælge uddannelse, er det alligevel vigtigt, at de allerede nu at gør sig overvejelser om, hvad de kunne tænke sig af uddannelse.

- Som 2.g’er kan I nå at rette op på jeres gennemsnit og få de bedre karakterer eller læse fag op. Det er nu, I skal gøre jer de overvejelser om, hvad I vil. For i 3.g og i jeres sabbatår er det for sent, sagde Emilie Aasborg.