Ny leder styrker internationaliseringen på AAU

Ny leder styrker internationaliseringen på AAU

Kirsten Böttger er ansat i den nye enhed International Staff Unit (ISU) i HR-afdelingen ved Aalborg Universitet. ISU skal understøtte rekruttering, relocation, onboarding og fastholdelse af internationale forskere.

For English version, click here. 

Den nyetablerede International Staff Unit (ISU) i HR-afdelingen ved Aalborg Universitet får fokus på internationale medarbejdere og at hjælpe dem med at komme godt fra start.

- Det er en stor beslutning at flytte til et andet land. Der er mange valg og praktiske ting, der skal gå op i en højere enhed og ofte også en familie, som skal med i beslutningen. Det vil vi meget gerne understøtte, fortæller Kirsten Böttger, nyansat leder ved ISU med den officielle titel International Staff Unit Manager.

Ny stærk enhed bygges op

Den nye leder af ISU tiltrådte 1. januar 2018 og er nu i fuld gang med at ansætte tre nye medarbejdere, der sammen med en medarbejder, der allerede er i enheden, skal udgøre det samlede team.

Den nye enhed International Staff Unit (ISU) skal sikre, at der er et ”single-point-of-contact” for de internationale forskere, deres ægtefæller, men også for dekaner og institutter.

ISU skal have kontakten til og understøtte institutterne strategisk og praktisk. ISU har et strategisk sigte og er baseret på et partner-princip.

Etableringen af ISU sker ud fra en direktionsbeslutning om at støtte og opruste universitetets internationale profil.

- Det en fantastisk chance at få muligheden for at bygge en ny enhed op, hvor ekspertise bliver samlet ét sted og institutter såvel som de internationale forskere derved har et ”single-point-of-contact” at række ud til. Ved at strømline procedurer for hele AAU, kan vi være med til at alle internationale medarbejdere får en god start på deres nye liv i Danmark, siger Kirsten Böttger, og fortsætter:

- Jeg glæder mig lige her og nu til at byde nogle flere kollegaer til enheden velkommen om bord. Så vi kan komme i gang med få omsat ting fra tegnebrættet til virkelighed. Her bliver det vigtigt at få opbygget tætte relationer til de dygtige kollegaer på institutterne, som har stor erfaring på området. Jeg glæder mig også til at komme ud og møde vores internationale forskere og blive klogere på deres udfordringer og høre om deres positive oplevelser. Disse erfaringer kan vi lære meget af, mens vi opbygger ISU.

En leder, der kender udfordringerne

Kirsten Böttger har stor erfaring med strategiske internationale relocation-aktiviteter og får en særlig funktion som kulturbærer og ambassadør for ISU og den serviceorienterede partnerfunktion, som ISU skal have i et samarbejde med den øvrige HR-understøttelse, ph.d.-administrationen samt AAU Innovation og andre relevante enheder på universitetet.

- Jeg har i en årrække beskæftiget mig med turismeudvikling fra forskelige vinkler. Har arbejdet med erhvervsfremme og har i 2014 afsluttet en kandidat i turisme på institut for Kultur og Globale Studier ved AAU. Der efter har jeg arbejdet små to år som videnskabelig assistent med forskning og undervisning ved en mindre enhed ved AAU, Tourism Research Unit, fortæller den nytiltrådte leder.

Fra LEGO til AAU

Kirsten Böttger kommer direkte fra en stilling hos LEGO som Global Mobility Specialist. Her var hun primært med til arbejde med netop at tiltrække og fastholde internationale medarbejdere til LEGO i Billund.

- Jeg har altid brændt meget for det globale og at arbejde i et internationalt miljø og for kulturforståelse, siger Kirsten Böttger.

ISU er en del af HR-afdelingen. Om ansættelsen af den nye leder fremhæver HR-chefen Henrik H. Søndergaard:



Kirsten Böttger har en tysk baggrund og bor i Aarhus. Hun har en cand.mag. i Turisme fra Aalborg Universitet og har i flere år arbejdet med turisme i Business Horsens, været videnskabelig assistent på Institut for Kultur og Globale Studier og kommer fra en stilling i LEGO som Global Mobility Specialist.

Kirsten bruger meget af sin fritid på sport, bl.a. maratonløb, hiking og cykling og er erfaren turleder for Topas Rejser i det meste af verden.

- Vi har ansat Kirsten, fordi hun, udover at have førstehånds erfaring med international mobilitet fra en stor international koncern, LEGO, har en dyb personlig interesse i og erfaring med kulturelle forskelle. Ansættelsesudvalget lagde vægt på, at forståelsen for den særlige situation, man som international forsker står i, som nyankommen til Danmark, skal være en grundlæggende værdi i den nyetablerede International Staff Unit, som direktionen har prioriteret som en strategisk indsats for universitetet.

Fokus på forskere og deres familier

Ud over at hjælpe med afstemning om forventninger og praktiske udfordringer, så skal ISU i bred forstand støtte op omkring fastholdelsen af internationale forskere. Det er fx en bred antagelse, at op mod 50% af mislykkede flytninger skyldes, at partneren ikke trives.

En af indsatserne under ISU er fuld fokus på netværksaktiviteter og sociale events for forskerne og deres familier. Det er for at sikre, at der for forskeren og familie er et liv og nogle aktiviteter, som kan hjælpe med integration og opbygning af netværk.

- Vores vigtigste opgave med at styrke internationalisering sker, så vi bedre kan tiltrække og fastholde internationale medarbejdere. Herunder vil der være stor fokus på alt det praktiske, som at hjælpe med at blive registreret som borger i Danmark, finde bolig, udvælge og få børn i institution, understøtte partnerens jobsøgning osv. Og så er der fokus på hele den bløde del, selve kulturforståelsen, som det sociale netværk, og at forskerne som mennesker kommer til at falde til og trives, forklarer Kirsten Böttger.

Viden for verden

Oprettelsen af ISU er besluttet af direktionen som led i arbejdet med de strategiske indsatser der understøtter AAU strategien Viden for verden.

AAU opruster universitetets internationale profil via to ben. Det ene ben er Distinguished Professor Programme, hvor hensigten er at styrke forskningen på AAU ved at tiltrække internationale forskere af en vis kaliber og understøtte arbejdet med at hjemtage flere præstigefyldte bevillinger. Det andet ben er International Staff Unit (ISU), hvor den administrative og strategiske understøttelse af processen med rekruttering, relocation, onboarding og fastholdelse af internationale forskere understøttes.