Smart Production Lab: Klog er noget, man øver sig på

Smart Production Lab: Klog er noget, man øver sig på

Industri 4.0 er ikke noget, man bare taler om på Aalborg Universitet. Her er et Smart Production Lab, som er en lille fabrik, hvor man ikke kun lærer om, men også ser, rører og slår sig på fremtidens produktionsmiljø. Dermed bliver Industri 4.0 mere håndgribelig for både studerende og virksomheder.

På Institut for Materialer og Produktion på Aalborg Universitet står et anlæg, der kan demonstrere en række funktioner og teknologier, som kan give et glimt af fremtidens produktionsmiljø. De kalder det Smart Production Lab.

Den lille fabrik producerer mobiltelefoner. Anlægget er opbygget, så telefonerne kan produceres i forskellige farver, med forskellige montagehuller og med mulighed for én eller to sikringer monteret. Det giver  mange konfigurationsmuligheder, som anlægget og dens teknologier nemt kan tilpasses efter.

- Produktet er egentlig ligegyldigt, for vi skiller det ad og putter stumperne tilbage i kasserne. Men processen er spændende, og det er et eksempel på, hvordan vi i fremtiden kan lave fuldstændig kundetilpassede produkter hurtigt og automatisk, fortæller Kelvin Koldsø Nygaard, der er videnskabelig assistent på Institut for Materialer og Produktion og arbejder med udvikling af Smart Production Lab.

Anlægget består af en række simple moduler, som i sig selv ikke er unikke. Men når forskellige faggrupper afprøver teknologier i sammenspil med hinanden på anlægget, viser det, hvad Industri 4.0 og digitalisering kan i praksis.

- Det er jo der magien opstår. Det liv, vi har skabt omkring Smart Production Lab med integrationen af de mange faggrupper, er meget unikt. Når jeg sætter min robot til at fungere sammen med Big Data eller bygger augmented reality på den, så kan vi bagefter se, hvilken værdi det giver i hele produktionsanlægget, siger Kelvin Koldsø Nygaard.


ET LÆRINGSMILJØ FOR BÅDE STUDERENDE OG VIRKSOMHEDER

Smart Production Lab er blevet mødested for studerende fra forskellige studieretninger på universitetet. Tidligere arbejdede de enkelte faggrupper og teknologier mere parallelt, men øve-fabrikken er i høj grad noget, der binder domænerne sammen.

Derudover er Smart Production Lab også blevet omdrejningspunkt, når virksomheder skal prøve at forstå Industri 4.0. For nogle virksomheder kan Industri 4.0 nemlig virke utopisk og abstrakt, og her giver læringsfabrikken noget konkret og fysisk, som de kan se, røre og slå sig på.

- Vi kan ikke slå op i en bog og lære, hvordan vi gør vi det. Vi er nødt til at øve os for at blive klogere. Så vi har haft mange virksomheder, der har været ude og se det, simpelthen fordi de har brug for en håndgribelig fortælling om Industri 4.0. Det kan vi give dem, og det giver mulighed for at snakke om, hvilke udfordringer virksomhederne møder i fremtiden, fortæller Kelvin Koldsø Nygaard.

Andre virksomheder er længere i overgangen til Industri 4.0 og samarbejder derfor om konkrete løsninger. Blandt andet Grundfos der gerne vil kunne trække mere data ud fra en af deres avancerede produktionslinjer, så de hurtigere kan identificere hovedårsagen i tilfælde af fejl på linjen. Men det er dyrt at stoppe produktionen, og derfor arbejder en gruppe studerende fra Aalborg Universitet på en installation, der kan give mere data.

- I stedet for at udvikle og prøve det hele af på vores linje, som jo skal køre daglig drift, kan de studerende bruge deres egen linje i Smart Production Lab og lave meget af forarbejdet for os. Det betyder færre usikkerheder, når vi skal implementere det, og dermed behøver vi ikke at lukke vores linje ned i så lang tid. Og det er en stor gevinst for os, siger Alexander Larsen, der er Lead Digitalization Engineer i Grundfos.