Unifitness får ny daglig leder

Unifitness får ny daglig leder

Kenneth Kastaniegaard stopper til februar som daglig leder i Unifitness. Derefter overtages stillingen af Ramus Krebs, der nu er under oplæring.

Fra den 1. februar overtager Rasmus Krebs stillingen som daglig leder i Unifitness, når Kenneth Kastaniegaard stopper. Rasmus Krebs er 3. semester-studerende på Informatik og har tidligere trænet og været instruktør i andre fitnessklubber.

- Jeg søgte stillingen for at teste mig selv og lære, hvordan et fitnesscenter fungerer.  Jeg synes, ledelse er spændende, og jeg vil gerne arbejde videre med ledelse efter mit studie, siger Rasmus Krebs.

Som daglig leder i Unifitness vil Rasmus Krebs komme til at stå for vedligeholdelse af udstyr og lokaler. Han bliver også ansvarlig for instruktørerne, som han skal vejlede og sende på kurser.

Kan være leder i flere år

Kenneth Kastaniegaard stopper efter at have haft jobbet i to år. Han har selv trænet i Unifitness i seks år samt været instruktør i fem.

- Jeg skal tre måneder til Australien og derefter gøre min ph.d. færdig, siger Kenneth Kastaniegaard, der siden den 1. december har stået for Rasmus Krebs’ oplæring.

Der var i løbet af november indkaldt kandidater til samtale om jobbet. Efter at have mødt kandidaterne var Kenneth Kastaniegaard ikke i tvivl om, at Rasmus Krebs var det rigtige valg.

- Rasmus var den, hvis personlighed passede bedst til stillingen. Han har de rigtige kvalifikationer, siger Kenneth Kastaniegaard.

Chancen for, at Rasmus Krebs kan være daglig leder i flere år, da han er tidligt i sin uddannelse, spillede også ind på valget af ham. Det kan nemlig tage et år, før man er fuldt udlært som daglig leder, fortæller Kenneth Kastaniegaard.

Nye initiativer for medlemmer

Når Rasmus Krebs overtager stillingen som daglig leder, vil han videreudvikle Unifitness. Rasmus Krebs har allerede idéer til nye initiativer. Han vil blandt andet gøre det muligt for medlemmerne at få kostvejledning.

- Jeg vil hjælpe folk med bedre at forstå deres kost og tilpasse den til deres træningsmål, uanset om de vil tabe sig eller opbygge muskelmasse, siger Rasmus Krebs.