Nye ansigter i AAU’s Make It Real-kampagne

Nye ansigter i AAU’s Make It Real-kampagne

Mød Klaudia, Rasmus, Lars, Thomas og de andre AAU-studerende, der optræder i rekrutteringskampagnen Make It Real. Der er løbende produceret nye videoer og tekster med studerende fra samtlige fakulteter, som skal inspirere andre unge til at tage deres uddannelse på AAU.

Studerende på AAU løser konkrete problemstillinger, mens de studerer. Det er afsættet for rekrutteringskampagnen Make It Real, som har til formål at tiltrække nye studerende til AAU.

I løbet af foråret 2018 er Make It Real-kampagnen udvidet med endnu flere AAU-studerende, som i video, tekst og på billeder fortæller om, hvordan de har arbejdet med autentiske udfordringer sammen med virksomheder og organisationer. Kampagnen dækker nu over omkring 30 forskellige cases fra alle fem fakulteter.

Se samtlige videoer i AAU’s Make It Real-kampagne på YouTube

- Med vores cases viser vi bredden og diversiteten i de uddannelsesmuligheder, AAU tilbyder. Den røde tråd – at gøre en forskel, allerede mens man studerer – er fundamentet i alle fortællingerne, som selvfølgelig også bygger på både PBL-tilgangen og AAU’s overordnede strategi Viden for Verden, forklarer projektleder for Make It Real Martin Bylund Larsen.

Positiv feedback fra målgruppen

Kampagnen blev lanceret i sommeren 2017, i første omgang med fem forskellige cases – en fra hvert fakultet. I efteråret blev kampagnen evalueret.

- Vi fik overordnet positiv feedback fra målgruppen, som mente, at der var nogle fede eksempler på studerende i kampagnen og at man blev glad af at se på billederne, fortæller Martin Bylund Larsen.

Kampagnen videreudvikles

På EST-fakulteterne ville man gerne udvide kampagnen med videoer og dermed styrke online-indholdet.

- I løbet af foråret har vi fået produceret 19 cases til on- og offline-brug. Videoer er en naturlig udvikling af kampagnen, der fungerer godt i kommunikationen med vores målgruppe. I videoerne har vi arbejdet med at få Make It Real-konceptet til at vise stærk faglighed og samtidig udtrykke AAU’s PBL-tilgang, forklarer Lotte Finck, der er projektleder for Make It Real på EST.

Synlig i gadebilledet og online

Make It Real-kampagnen er blandt andet at finde i bybilledet over hele landet, ligesom materialet også bruges flittigt i markedsføringen på online medier.

Der er desuden planer om, at kampagnen skal indarbejdes i studieguiden for næste år, som den også har været i år.

Mød de studerende i tekst, foto og video

Læs AAU Inside-artikel om lanceringen af Make It Real