Succesfuld ballonmission med AAU Student Space

Succesfuld ballonmission med AAU Student Space

Fredag 4. maj gik holdet bag AAU’s næste satelliteventyr – AAUSAT6 – i luften. Bogstavelig talt. Takket være dygtigt forarbejde, nøjagtige beregninger og perfekte vejrforhold sendte AAU Student Space en satellitmodel ud på en længere lufttur fra Løgstør til Mariager

Det var en fuldt koncentreret gruppe, der stod med ansigterne vendt mod himlen på en mark øst for Løgstør sidste fredag. Satellitmodellen (CubeSat), som var fæstnet til en stor grå heliumballon, var lige blevet befriet for sin ballast og steg langsomt til vejrs på den blå himmel.

Så er AAUSAT6 skudt i gang

Denne CubeSat bestod kun af plast, men var et fint startskud, fortæller lektor Jens Frederik Dalsgaard Nielsen, som er en af lederne af AAU Student Space:

– Der går to - tre år fra start til launch af en rigtig satellit, så ballonmissionen var en måde at komme i gang på. Og det lykkedes til fulde. Vi har nu et team bestående af nuværende og tidligere studerende, og det fungerer rigtig godt, siger han.

17 kilometers højde

CubeSatten svævede roligt af sted i sydøstgående retning og kunne følges på et trackingsystem udviklet af de studerende. Systemet kan ses på denne trackingside

Ballon og CubeSat kom op i godt 17 kilometers højde, før det var slut. Heliumballonen sprang – som planlagt vel at mærke – og den lille "satellit" lavede reentry for enden af en faldskærm.

 

Ikke nyt for AAU Student Space

Det er ikke ukendt for studerende på AAU at opsende satellitter. Faktisk ligger AAU i top 6 i verden for antal opsendte CubeSats startende med AAU CUBESAT i 2003. Og fredagens opsendelse var en fin debut for næste mission.

– De studerende er nu endnu mere motiverede og er gået i gang med AAUSAT6, som vi håber at få i rummet inden for de næste 3 år, siger Jens Frederik Dalsgaard.

Læs mere om AAU Student Space