AAU logo

AAU Inside

Ny strategi skal sikre forskere bedre støtte til hjemtag af forskningsmidler

Ny strategi skal sikre forskere bedre støtte til hjemtag af forskningsmidler

Strategisk Råd for Forskning og Innovation har netop vedtaget en ny strategi og samarbejdsmodel for forskningsstøtte på AAU. Det betyder bedre og mere målrettet forskningsstøtte til forskerne.

Lagt online: 24.05.2019

Af Pia Stigaard Skammelsen og Louise Bredgaard, AAU Innovation

Hvor kan man som AAU-forsker hente hjælp, hvis man har fået en god idé, som man gerne vil søge eksterne midler til at realisere? 

Det spørgsmål bliver forhåbentligt nemmere at besvare fremover, idet et væsentligt fokuspunkt i AAU’s nye strategi og samarbejdsmodel for en målrettet og professionel forskningsstøtte går på, at ingen må være i tvivl om, hvad man skal gøre for at få støtte og vejledning til sine ansøgninger.

- Målet med strategien er at sikre en sammenhængende supportstruktur for hele AAU. Det skal være tydeligt, hvor forskerne kan få hjælp til for eksempel budgetter, screening af fonde, ansøgningsformalia og generel rådgivning, forklarer prodekan Torben Larsen, der sidder med i det midlertidige forskningsstøtteudvalg under Det Strategiske Råd for Forskning og Innovation (SRFI), som har udarbejdet den nye strategi og samarbejdsmodel.

Flere institutter kommer frem over til at tilbyde deres forskere lokal understøttelse af pre-award arbejdet med at hjemtage eksterne midler. Disse medarbejdere skal være i tæt kontakt med Fundraising & Project Management Office (F&P), der udpeger særlig kontaktperson til hvert fakultets forskere. Der vil desuden blive iværksat løbende kompetenceudvikling for forskningsstøttemedarbejdere på både lokalt og fælles niveau.

Samarbejde i højsædet

Den nye samarbejdsmodel har til formål at knytte de lokale forskningsstøttemedarbejdere, institutledere, prodekaner for forskning og afdelingen for fundraising og projektledelse ved AAU Innovation tættere på hinanden og sikre en bedre udnyttelse af den samlede forskningsstøtte på AAU. Et vigtigt element i den nye samarbejdsmodel er indgåelse af årlig samarbejdsaftale mellem fakultetsledelsen og F&P omkring prioritering af fonde og særlige fakultetsvise indsatser.

- Det er meget glædeligt, at vi har fundet en fælles løsning for hele AAU, hvor det enkelte fakultets specifikke behov og interesse for at søge forskellige fonde bliver imødekommet, udtaler innovationsdirektør Dorte Stigaard.

Tidsplan

Strategiens elementer vil over de næste måneder blive implementeret, og det er planen, at alle fakulteter inden 1. november har  indgået en samarbejdsaftale med F&P, samt at de lokale forskningsstøttemedarbejdere på institutterne er udpegede. Prodekanerne og F&P er blevet enige om en positivliste over prioriterede fonde med særlig forskningsstøtte fra F&P, som er inkluderet i strategien.

Spørgsmål vedr. proces kan stilles til forskningsstøttechef Charlotte Pedersen Jacobsen på cpj@adm.aau.dk.

Analyse banede vejen for ny strategi

Strategien er et resultat af en analyse fra 2017, hvor AAU undersøgte forskernes barrierer for at søge prestigefyldte midler og deres behov for administrativ support. Rapporten mundede ud i 17 anbefalinger til en målrettet forskningsstøtteindsats på AAU, som blev godkendt af direktionen i oktober 2018.

Et midlertidigt udvalg under SRFI har konkretiseret anbefalingerne til indsatser og aktiviteter i den nye strategi og samarbejdsmodel for forskningsstøtte på AAU. Strategien er en del af implementeringen af indsats 1.2 i AAU’s strategi Viden for verden, der omhandler forskningsstøtteindsatsen på AAU.

Fakta

De tre strategiske indsatser i den nye forskningsstøttestrategi og samarbejdsmodel:

Professionel og kvalitetsorienteret forskningsstøtte

  • Understøttelse af fakulteternes, herunder institutternes mål og strategier
  • Agil understøttelse ift. udnyttelse af nyopståede fundingmuligheder
  • Professionel administrativ projektledelse
  • Målrettet påvirkning af politisk beslutningstagning og interessevaretagelse over for bevillingsmyndigheder

Sammenhængende forskningsstøtte med tydelig organisering og klar ansvarsfordeling

  • Til fastlæggelse af den strategiske retning og prioritering af aktiviteter ift. forskningsunderstøttelse mødes fakultetsledelsen med F&P's ledelse minimum én gang årligt og indgår en samarbejdsaftale.
  • Der etableres en partnerskabsmodel, der sikrer samarbejde baseret på tæt dialog og tydelig arbejdsdeling mellem F&P og institutterne. Samarbejdet tager udgangspunkt i den fakultetsspecifikke samarbejdsaftale og fordrer min. ½ årsværk pr. institut pr. år til pre-award-forskningsstøtte samt en kontaktperson i F&P for hvert fakultet.

Digitalisering

  • Internt rettet hjemmeside med råd og vejledning tilpasset forskere på forskellige karrieretrin og forskningsstøttemedarbejdere på institutterne.
  • Systematisk indsamling og anvendelse af data med henblik på forbedring af ansøgningernes kvalitet.
  • Statistisk databehandling og systematisk evaluering og læring fra ansøgningsprocesser og resultaterne af disse.