Niels Dahl Thellufsen til ITS

Lagt online: 19.09.2018

1. september er Niels Dahl Thellufsen startet i det nyoprettede Data og Integrations-team i Projekt og Udviklingsafdelingen i ITS.

Niels præsenterer sig selv med ordene:

"Jeg har i 2018 været udlånt til AAU’s GDPR-tema, som jeg pr. 1/9 nu permanent indgår i. Teamet kommer fremadrettet til at indgå i ITS i det team, der vedrører Data og integration. Jeg ser det som en vigtig opgave, at vi på AAU får styr på at håndtere persondata korrekt og har derfor takket ja til at komme med ombord. Dertil kommer det strategiske digitaliseringsudvalg (DSD), som jeg har sekretariatsbetjent siden april 2017. Gennem DSD, GDPR-projektet og AAU-håndbogen har jeg allerede haft en del samarbejde med såvel medarbejdere som chefer ved ITS, så jeg kender allerede en del til afdelingen.

Jeg har arbejdet næsten 14 år i Rektorsekretariatet, så jeg kender organisationen særdeles godt. Desuden har jeg siddet med en række spændende opgaver, hvoraf jeg indtil udgangen af 2017 – udover lokale GDPR-opgaver og DSD - sad med sekretariatsfunktion for universitetsdirektør Antonino, tovholder på AAU's administrative strategi, ansvarlig for AAU's indstillinger til forskningsråd mv., koordinator for AAU's samarbejde med UCN, projektleder for AAU-håndbogen, tovholder på Nordjysk Elitesport samt rollen som arbejdsmiljørepræsentant. 

Tidligere har jeg bl.a. været administrativ tovholder på: Ansøgninger om lægeuddannelsen og fuld jura-uddannelse, kampen for at bevare vores afdeling i Esbjerg, flytning af AAU CPH fra Ballerup til Sydhavnen, fusionen med SBi, en række udviklingskontrakter med ministeriet, AAU’s første to overordnede strategier og den administrative ledergruppe.

Jeg er her fra Aalborg og gik i sin tid på Nørresundby Gymnasium. Jeg er uddannet som kandidat i samfundsvidenskab og kommunikation her fra Aalborg Universitet i 1996, og før AAU var jeg fuldmægtig i hhv. 6 år ved regionens direktionssekretariat (det daværende Nordjyllands Amt) samt knap 2 år ved borgmesterkontoret i Aalborg Kommune.    
Jeg er 49 år og privat er jeg gift med Dorthe, som er socialrådgiver. Vi bor sammen med vores to sønner, Christian på 15 og Frederik på 12 år, i en villa i Frejlev, hvortil vi flyttede i 2000. Vi bruger en del tid på at følge vores drenge, når de spiller badminton eller fodbold. Vi er af og til på stadion eller i Gigantium og støtte de lokale fodbold-, håndbold og ishockeyhold – og ellers går det meste af tiden med samvær med øvrig familie og venner."

Velkommen til Niels!