Sommerhilsen og et blik i kikkerten

Med ønsket om en god sommer til alle i ITS sætter it-direktør Flemming Koch også et par ord på, hvad det er for et ITS, vi siger god sommer til - og hvad det er for et ITS, han ser i kikkerten på den anden side af ferien.

Lagt online: 06.07.2018

Tre dele - én kæmpe indsats

Det lyder som opskriften på en klassisk drink, der kan nydes en sommeraften på terrassen, men i virkeligheden er det den ultrakorte version af Flemmings formulering af det ITS, vi siger god sommer til. Det bygger på anerkendelsen af en kæmpe fælles indsats i ITS, der udspiller sig på tre områder:

- ”For det første har vi et niveau i ITS og en it-platform, der skal trækkes op på et højere niveau - et ”catch up”. AAU er vokset, og den grundlæggende platform er ikke blevet løftet i takt med det. Det arbejder vi ihærdigt på”, forklarer Flemming.

- ”For det andet gør vi alt, hvad vi kan for at servicere de mere end 30.000 brugere, der hver dag er afhængige af AAU’s it-systemer og services for at kunne passe deres studie, forskning eller arbejde”, siger han og fortsætter:

- ”og endelig som det tredje har AAU besluttet sig for at være meget ambitiøs på yderligere digitalisering i forhold til strategi og afsatte midler til digitalisering, og det afføder mange opgaver, som ITS er forpligtet til at leve op til”, siger han.

 

Fra orkanens øje til velfortjent sommerferie

Med Flemmings ord er vi lige nu i centrum af orkanen - verden omkring os vil it og vil ITS. Det gør vores rejse sjov og ikke mindst udfordrende. Vi skal gøres vores ypperste for at leve op til omverdenens forventninger, og det er hårdt arbejde. Derfor skal vi også huske at holde fri, når vi har fri - og lade op til arbejdet efter sommerferien.

- ”Fordi vi gør det godt og har en stor opgave, er det vigtigt og velfortjent, at vi tager os en god sommerferie, så vi er klar til det næste spændende, der venter”, siger Flemming.

Med ønsket om en god ferie og tak for indsatsen er der på vegne af Flemming en is på vej til alle i ITS i dag - god sommer!