Nye medlemmer af Aalborg Universitets bestyrelse

Nye medlemmer af Aalborg Universitets bestyrelse

Group Vice President i Grundfos, Lars Raadkjær Enevoldsen og professor ved Bergen Universitet, Stener Kvinnsland er udpeget som nye eksterne medlemmer af AAU’s bestyrelse. Rektor Per Michael Johansen har fået forlænget sin åremålskontrakt til 2023.

Lars Raadkjær Enevoldsen har som ansvarlig for Grundfos’ teknologi og innovation samt gennem flere års arbejde med Grundfos’ globale universitetssamarbejder opnået et stort kendskab til samarbejdet mellem universiteter og industri både nationalt og internationalt.

Efter mange års medlemskab af Dansk Industris Forsknings- og Uddannelsesudvalg har Lars også opnået stort kendskab til det danske forskningssystem. Fra bestyrelsesarbejde har Lars Enevoldsen desuden erfaring med bl.a. iværksættere og deres samspil med universiteterne.

- Jeg er stolt over at være udpeget til bestyrelsen og glæder mig til at gøre en helhjertet indsats for en fortsættelse af de flotte resultater og positive ondømme universitetet har ikke mindst indenfor samarbejder med industrien, siger Lars Raadkjær Enevoldsen.

Stener Kvinnsland har som overlæge i onkologi og professor ved Bergen Universitet et indgående kendskab til det sundhedsvidenskabelige fagmiljø og til sundhedssektoren. Stener Kvinnsland har bestridt en række centrale bestyrelses-, ledelses- og komiteposter inden for det norske sundhedsvæsen og er bestyrelsesformand for Norges største private fond, Bergens Forskningsstiftelse.

- Jeg er meget glad for udpegningen til bestyrelsen. Jeg har stor tro på Aalborg universitet, som jeg har lært at kende gennem mange år, og jeg ser frem til at kunne være med til at understøtte den udvikling Aalborg Universitetet er i gang med, siger Stener Kvinnsland.

De nye medlemmer afløser Jens Kristian Gøtrik og Ann-Helén Bay, som udtræder pga. udløbet af deres mandatperioder. Aalborg Universitet modtog forslag om i alt 45 kandidater.

Aalborg Universitets bestyrelse har i øvrigt besluttet, at rektor Per Michael Johansen får sin ansættelseskontrakt forlænget til 31. marts 2023.

Fakta

Aalborg Universitets bestyrelse er sammensat af 11 medlemmer, hvoraf seks medlemmer er eksterne. To medlemmer er valgt af og blandt universitetets videnskabelige personale, ét medlem er valgt af og blandt det teknisk-administrative personale, og to medlemmer valgt af og blandt de studerende.

Lars Raadkjær Enevoldsen er udpeget for perioden 1. juli 2018-30. juni 2022, og Stener Kvinnsland er udpeget for perioden 1. august 2018-31. juli 2022