AAU logo

AAU Inside

Falk Heinrich afløser den 1. august Hanne Dauer Keller som prodekan for uddannelse på Det Humanistiske Fakultet. Foto: Svenn Hjartarson

Falk Heinrich bliver ny prodekan for uddannelse på HUM

Det er en både erfaren og visionær uddannelsesleder, der sætter sig i stolen som prodekan for uddannelse på Det Humanistiske Fakultet efter sommerferien.

Lagt online: 28.06.2019

Af Susanne H. Knudsen, HUM Dekansekretariat. Foto: Svenn Hjartarson

Pr. 1 august tiltræder professor mso Falk Heinrich som ny prodekan for uddannelse på Det Humanistiske Fakultet. Falk Heinrich er i dag forskningsgruppeleder for Research Lab for Art and Technology på Institut for Kommunikation og Psykologi samt formand for Akademisk Råd på Det Humanistiske Fakultet. Tidligere har han gennem en årrække været formand for studienævnet for Art and Technology og efterfølgende studieleder på Skolen for Kommunikation, Kunst og Teknologi.

- Der er ingen tvivl om, at det er en meget dygtig og erfaren uddannelsesleder, der nu bliver prodekan for uddannelse på Det Humanistiske Fakultet. Derudover får Det Humanistiske Fakultet med ansættelsen af Falk også en prodekan, der har et skarpt blik for strategiske indsatser, og som kan profilere humaniora i vigtige netværk og fora, samt har nogle spændende visioner for, hvordan vi sikrer, at de humanistiske uddannelser er relevante både nu og i fremtiden, siger dekan for Det Humanistiske Fakultet Henrik Halkier.

Fokus på tværfaglighed med udgangspunkt i humaniora

Falk Heinrich er født i Tyskland, og flyttede til Danmark i 1989. Han har arbejdet professionelt med teater og kunst i både Tyskland og Danmark, og i 2001 blev han cand.mag. i multimedier og dramaturgi ved Aarhus Universitet. Herfra fik han tre år senere også en ph.d.-grad inden for interaktiv digital installationskunst og blev efterfølgende ansat på Aalborg Universitet, hvor hans forskning og undervisning primært har handlet om at udvikle tværfaglige forsknings- og undervisningsmetoder, der integrerer kunstnerisk-æstetiske og akademiske tilgange.

- Jeg glæder mig til at være prodekan for alle humanioras uddannelser, siger Falk Heinrich og understreger, at han med ydmyghed og gåpåmod vil tilgå de store såvel som små udfordringer og potentialer, som de humanistiske uddannelser har.

- Det er vigtigt både at holde fokus på humanioras egne tilgange og genstandsfelter samt at skabe dialog med andre fagligheder og praksisser, uddyber han.

Tak til nuværende prodekan

Falk Heinrich afløser Hanne Dauer Keller på posten som prodekan for uddannelse, da hun har ønsket at koncentrere sig fuldt ud om sine forskningsaktiviteter efter mere end fem år i ledelsen af Det Humanistiske Fakultet, først som studieleder og de seneste 3 ½ år som prodekan.

- Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Hanne for hendes store indsats for Det Humanistiske Fakultet. Både i fakultetsledelsen, i dekansekretariatet og i resten af organisationen er Hanne kendt for hendes store engagement i uddannelsesområdet, konstruktive input og ikke mindst for hendes altid venlige og omgængelige væsen. Hun vil derfor blive savnet i dekanatet, men jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet med hende i andre sammenhænge, siger Henrik Halkier.