AAU logo

AAU Inside

Anne Grethe Julius Pedersen er Årets Underviser på HUM

Anne Grethe Julius Pedersen er Årets Underviser på HUM

De studerende på Det Humanistiske Fakultet har peget på Anne Grethe Julius Pedersen som årets underviser. I de studerendes begrundelse fremhæves bl.a. Anne Grethes formidlingsevner, og at hun er en fantastisk vejleder.

Tekst: Martin Roed, HUM Dekansekretariat
Foto: Privat

Anne Grethe Julius Pedersen, som er tilknyttet Studienævn for International Virksomhedskommunikation og underviser i tysk og markedskommunikation, er kåret som Årets Underviser på Det Humanistiske Fakultet. I indstillingen af Anne Grethe Julius Pedersen siger de studerende blandt andet:

”Udover at være en dygtig underviser, som altid får inkluderet alle, er hun også en fantastisk vejleder.”

”AG brænder utroligt meget for sit job og for det tyske sprog. Det er tydeligt, at hun elsker sit job, og hun har altid været en fantastisk underviser og vejleder”.

”Hendes perspektiv på livet og måden at være på har kun givet andre positiv effekt. Det ønsker jeg selv, at jeg i fremtiden vil kunne bidrage med til andre”.

Yder en ekstra indsats

Ifølge studerende og kollegaer inddrager Anne Grethe Julius Pedersen i høj grad ny forskningsbaseret viden i sin undervisning i form af egne og andres studier, fordi hun brænder så meget for sit fag, at hun slet ikke kan lade være med at videregive den nye viden, hun ligger inde med. De studerende udtaler bl.a.: - Anne Grethe er altid forberedt med spændende materiale til undervisningen, og man kan som studerende mærke, at hun kun ønsker det bedste for en. Hun motiverer os til at komme til undervisningen, og hun formidler til os på en måde, hvor alle er med og kan få så meget ud af kurset som muligt.

Fornyer og udvikler undervisningen

Anne Grethe Julius Pedersen har ifølge både studerende og kollegaer i mange år også ydet en kæmpestor indsats i forhold til fornyelse og udvikling af undervisningen fx gennem udvikling af e-lectures, hvor centrale elementer i PBL-projekter præsenteres, og ved på forskellig vis at have fokus på bæredygtighed, FN’s 17 verdensmål og kommunikationen heraf. Hun arbejder, ifølge de studerende, med stor variation i undervisningen og inddrager helst interaktive og dialogiske elementer, fx walk ’n’ talk, studenterpræsentationer og peerfeedback samt humor. Samtidig inddrager hun i høj grad feedback fra studerende til at udvikle sin undervisning fra år til år, og hun efterspørger ifølge de studerende undervejs i kursus- og vejledningsforløb feedback fra studerende og tilpasser så vidt muligt det videre undervisningsforløb til ønsker og behov hos den gruppe studerende, hun arbejder med. Anne Grethe Julius Pedersen er to gange tidligere blevet kåret som Årets Underviser på Sprog og International Virksomhedskommunikation, men det er første gang, hun bliver Årets Underviser på hele HUM. Ud over æren modtager Anne Grethe Julius Pedersen 25.000 kr., og er sammen med kollegaer fra de øvrige fakulteter i spil til at blive kåret som Årets Underviser på AAU ved årsfesten den 13. marts 2020.