AAU-professor Inge Røpke tildelt årets Boulding-pris

AAU-professor Inge Røpke tildelt årets Boulding-pris

Det var en enstemmig komité, der i år valgte at tildele Inge Røpke, professor MSO på Institut for Planlægning i København, dette års Boulding-pris. Prisen er en anerkendelse af Inge Røpkes forskning inden for økologisk økonomi og for hendes store indsats for European Society for Ecological Economics (ESEE) samt International Society for Ecological Economics (ISEE).

Komiteen bag Boulding-prisen skriver bl.a.:

”Denne pris anerkender også hendes vigtige beskrivelse af ISEE’s og økologisk økonomis historie, publiceret i Ecological Economics, såvel som hendes nyere arbejde om planlægning for bæredygtig omstilling, hvor hun især har sat fokus på den afgørende rolle, de finansielle institutioner og banksystemet spiller – emner, som er centrale i nyere tænkning inden for økologisk økonomi”.

En markering af AAU’s tværvidenskabelige område

Økologisk økonomi er et videnskabeligt felt, der går på tværs af natur-, samfunds- og humanvidenskaber, og med prisen får AAU endnu engang befæstet sin stærke position på det tværvidenskabelige område. Grundtanken i økologisk økonomi er, at menneskelige samfund kan opfattes som biologiske systemer, og at sociale og økonomiske processer ikke alene bør studeres i en samfundsvidenskabelig optik, men også med brug af begreber fra naturvidenskaber som økologi og termodynamik.

I godt selskab

Inge Røpke har arbejdet med feltet siden starten af 90’erne og har blandt andet skrevet to meget anerkendte artikler om økologisk økonomis moderne historie, der ofte bruges som introduktion til feltet. Med den nye pris kommer hun i fint selskab med en række prominente forskere på området. Det er bl.a. folk som William Rees og Mathis Wackernagel, der var de første til at bruge begrebet ”det økologiske fodaftryk”.

Inge Røpke vil modtage prisen ved 15th Congress of the International Society for Ecological Economics i Puebla, Mexico til september.

Læs mere om: