AAU logo

AAU Inside

Flere end 75 AAU-forskere og -studerende samlet til Aalborg U Robotics-workshop

Flere end 75 AAU-forskere og -studerende samlet til Aalborg U Robotics-workshop

Aalborg Universitets forskningsprogram Aalborg U Robotics samlede mandag 3. december mere end 75 forskere og studerende til den årlige workshop inden for robotteknologi.

Deltagerne fik et spændende indblik i robotteknologier, da forskningsprogrammet Aalborg U Robotics holdt en workshop tidligere på ugen.

Det var den syvende i rækken af workshops, der startede i en mindre skala i 2012. Årets workshop var den hidtil største med 20 præsentationer fra AAU’s forskere og studerende samt tre keynote speakers fra udlandet. Præsentationer var baseret på abstracts, der kom fra fakulteterne TECH, Engineering, SUND og HUM, og de repræsenterer de seks institutter, der er tilknyttet Aalborg U Robotics. 

Stærk og vigtig videndelings- og netværksdag

Formålet med den årlige workshop er at give AAU’s forskere en platform, hvor de kan dele deres forskning og resultater. Dagen gav deltagerne og oplægsholderne et spændende indblik i forskningen i robotteknologier på AAU, som er på et højt internationalt niveau.

Der blev skabt synergi og nye muligheder for samarbejde, da oplægsholderne præsenterede deres forskning. Den store tilslutning til workshoppen og de mange uddybende og dybdegående spørgsmål til oplægsholderne viser, at Aalborg U Robotics-workshoppen er blevet en stærk og vigtig videndelings- og netværksdag på AAU.

- Interdisciplinært samarbejde på tværs af fakulteterne er en grundsten på AAU og i høj grad også i Aalborg U Robotics. Og det vidner denne workshop om. Tilslutning til workshoppen er kun blevet større de seneste år, og i år har vi for første gang måtte sige nej til fem præsentationer. Simpelthen fordi vi ikke havde mere tid på programmet, forklarer Ole Madsen, der var programleder ved årets workshop.

Den ottende Aalborg U Robotics-workshop er allerede på tegnebrættet til 2019, hvor det er Department of Architecture, Design & Media Technology, der er ansvarlig.

Aalborg U Robotics blev etableret i 2007 som Center for RoboticsResearch at AAU. Centret var et forskerinitieret initiativ, og det blev i 2013 reetableret som forskningsprogrammet Aalborg U Robotics med mere end 50 AAU-forskere som medlemmer. Aalborg U Robotics er i dag en platform, som er med til at skabe synergi og samarbejde på tværs af AAU med fokus på forskning og uddannelse i robotteknologier. Den treårige bacheloruddannelse i Robotics samt den toårige kandidatuddannelse, der begynder i september 2019, er således tilknyttet til Aalborg U Robotics.