Nye AAU-mål godkendt af minister

Nye AAU-mål godkendt af minister

De næste fire år skal Aalborg Universitet eksternt være med til at løse de globale udfordringer og internt modernisere den problembaserede læring til en digital verden. Ny strategisk rammekontrakt indeholder seks centrale strategiske mål for AAU, som lægger sig tæt op ad de strategiske indsatser i AAU’s strategi Viden for verden.

Øverste billede: Fotograf Kim Vadskær.

Aalborg Universitet har netop modtaget uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers’ godkendelse og underskrift på universitetets strategiske rammekontrakt for 2018-21. Kontrakten indeholder strategiske mål for AAU's kerneopgaver.

 Bestyrelsesformand Lene Espersen.
 Foto: Jørgen True.

Rammekontrakten er modtaget med glæde af AAU:

– Jeg er meget glad for, at den strategiske rammekontrakt nu er faldet på plads. Den er et godt kompas for vores strategiske arbejde – og så er det en aftale, der afspejler AAU’s særpræg og styrkepositioner og vores strategi Viden for verden, siger Lene Espersen, formand for AAU’s bestyrelse.

Siden januar 2018 har der været dialog og forhandlinger mellem styrelsen og universitetets bestyrelsesformand og rektorat om AAU’s strategiske rammekontrakt.

Aalborg Universitet er i forvejen i gang med at indfri visionerne i universitetets egen strategi Viden for verden. Den nye rammekontrakt tager udgangspunkt i AAU’s særlige profil og den retning Viden for verden har lagt for universitetets kerneaktiviteter.

Seks strategiske mål

Aalborg Universitet vil i rammekontraktens periode 2018-2021 arbejde med følgende strategiske mål for universitetets kerneopgaver:

  1. Bidrage til løsning af globale udfordringer gennem en styrket tværvidenskabelig forskningsindsats
  2. Styrket fundament for excellent forskning gennem målrettet rekruttering og fastholdelse af fremtidens dygtigste forskere
  3. En relevant og fremtidsorienteret uddannelsesportefølje af høj kvalitet
  4. Højt læringsudbytte gennem en øget studieintensitet
  5. Styrket kvalitet af uddannelserne gennem digitalisering af AAU’s læringsmodel PBL (Problembaseret Læring)
  6. Mere viden til verden gennem øget omsætning og formidling af forskningsbaseret viden til det omgivende samfund

Fra udviklingskontrakt til strategisk rammekontrakt

Alle danske universiteter skal indgå aftale om en strategisk rammekontrakt med Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte under Uddannelses- og Forskningsministeriet. De strategiske rammekontrakter afløser de tidligere udviklingskontrakter, som var en aftale mellem universitet og ministeren om en række konkrete målepunkter.

Udviklingskontrakternes sondring mellem pligtige og selvvalgte mål ophæves og erstattes af individuelle rammekontrakter, hvis indhold fastlægges ved en forhandling mellem det enkelte universitet og ministeriet.

Rammekontrakter skal være institutionsspecifikke og indeholde centrale strategiske mål for institutionens opgaver med afsæt i den enkelte institutions udfordringer.

Læs hele kontrakten på dette link. 

Læs mere om AAU’s strategi Viden for verden på dette link.