Pas på! Universitarium sætter fokus på sikkerhed og tryghed

Pas på! Universitarium sætter fokus på sikkerhed og tryghed

For 16. år i træk slår Universitarium lørdag dørene op til sommereksperimentarium for børn i alle aldre. Årets tema er sikkerhed og tryghed, både i hjemmet og i trafikken. Besøg Universitarium på Hovedbiblioteket i Aalborg – der er gratis adgang.

Hvordan ved en brandalarm, at det brænder? Hvad gemmer sig i lastbilens blinde vinkel? Hvordan sikrer vi os imod oversvømmelser?

Det er bare nogle af de spørgsmål, du kan finde svar på på dette års Universitarium. Under temaet Pas på sættes der fokus på tryghed i hjemmet, trafiksikkerhed og klimaforandringer.

Unikt samarbejde mellem AAU og UCN

Universitarium er et samarbejde mellem AAU, Aalborg Kommune, UCN og TECH College, som sætter fokus på videnskab og forskning. Formålet er at øge børns og unges interesse særligt i naturvidenskab og teknik, men perspektiverer også med viden fra humaniora og samfundsvidenskab.

Der er masser af interaktive forsøg, hvor studerende fra AAU og UCN fungerer som undervisere og rundvisere på Universitarium.

- Universitarium er et unikt samarbejde mellem AAU og UCN og giver de studerende mulighed for at få konkret undervisningserfaring i et uformelt læringsmiljø. Alt fra håndværkere til ph.d.’ere er involveret i Universitarium, og de er alle klar til at snakke med og guide de besøgende, forklarer projektleder Lene Klitgaard.

Hjemme er det farligste sted

Vi skal helst føle os trygge derhjemme, men faktisk er hjemmet det sted, hvor langt de fleste ulykker sker. 

På dette års Universitarium kan du lære, hvordan brandalarmer virker og kan redde liv, hvis der fx er sket en kortslutning i et batteri eller et stearinlys er kommet ud af kontrol.

Sikker i trafikken

Høj fart øger ikke kun bremselængden markant. Den øger også risikoen for sammenstød og ulykker. En crash-test i miniudgave illustrerer, hvordan en bils karrosseri er bygget til at afbøde stød. Du kan desuden med egne øjne opleve, hvor stor den blinde vinkel hos en lastbil faktisk er med et 1:1 lastbil-førerhus.

Regn den ud – og undgå oversvømmelser

Skybrud og oversvømmelser øger risikoen for, at dét, vi prøver at komme af med i toilettet, pludselig løber den anden vej. Hvordan sikrer vi os imod det? Og hvordan håndterer vi vandstigninger i fjorde og have bedst muligt?

Skal øge interessen for stem-fagene

Du kan også gå på opdagelse i Planetarium, hvor du kan navigere rundt i en 3D-model af universet og lære om sikkerhed i rummet. Universitariums vindsimulator udfordrer dig i at stå fast, når den blæser med orkanstyrke.

- Universitarium er et eksempel på AAU's engagement i Teknologipagten, hvor vi viser helt konkrete eksempler på, hvordan naturvidenskab og teknik spiller en rolle i vores hverdag. Med Universitarium vil vi gerne give unge og deres forældre en fælles positiv oplevelse, som kan medvirke til at få flere til at interessere sig for, arbejde med og uddanne sig inden for STEM-fagene, siger rektor Per Michael Johansen.

Oplev Universitarium hele sommeren

Universitarium 2018 åbner lørdag den 30. juni kl. 10 på Hovedbiblioteket i Aalborg, Rendsburggade 2.

Fra 30. juni til 14. august er der åbent alle ugens dage kl. 10-17.

Fra 15. august til 28. september er der åbent lørdage og søndage kl. 10-17.

Der er gratis adgang for alle.

Læs mere om Universitarium her